Tre historiske foredrag v/Kai Otto Barner

 

1) DET VÆLDIGE RUSLAND

Zarens, de hellige ikoners og revolutionens land. Rusland rummer nogle af verdens skønneste kunstskatte samt en litteratur og en musiktradition i verdensformat. Samtidig har kun få lande oplevet så dramatiske omvæltninger. Russerne har to gange radikalt skiftet samfundssystem- i 1917 fra zarstyre til sovjetkommunisme og i 1991 fra kommunisme til utøjlet kapitalisme.
Vikinger, byzantinere, tatarer og mongoler har sat deres præg på det enorme land. Ivan den Grusomme gjorde Rusland til en stormagt, og Peter den Store trak russerne ved hårene ind i Oplysningstiden. Revolutionen i 1917 skabte den kommunistiske stat Sovjetunionen. Stalin sparkede i 30'erne Rusland ind i industrialderen og gennemførte masseudrensninger med millioner af dødsofre. Tolv år efter 2. verdenskrigs ufattelige ofre sendte Sovjetunionen  som supermagt Sputnik ud i rummet. Men kommandoøkonomien sled det sovjetiske system op. Gorbatjov indførte fra 1985 større frihed, og efter få år brød Sovjetimperiet sammen. Et nyt Rusland – med nye problemer!-  så dagens lys.

Tid: Onsdag kl. 9.45-12.30. Begynder onsdag d. 11. januar 2012 -
12 gange - Sted: Malling sognegård
Lærer: cand. mag. Kai Otto v. Barner

2) DET ARABISKE FORÅR OG DET MODERNE MELLEMØSTEN

Vi ser i denne sæson fortsat på den historiske baggrund for det dramatiske arabiske forår- nu med hovedvægt på Mellemøsten efter år 1900. I slutningen af 1800-tallet voksede Europas politiske og kulturelle indflydelse i det osmanniske rige og i det arabiske Mellemøsten. Reformbevægelser gik ind for at indføre vestlige teknologi og vestlige styreformer.
Efter 1. verdenskrig brød det osmanniske rige sammen. Store dele af Mellemøsten blev delt mellem Storbritannien og Frankrig. Samtidig lovede Storbritannien det jødiske folk et nationalt hjem i Palæstina.  Jøder på flugt fra forfølgelse i Europa søgte til Palæstina. Efter 2. verdenskrig og Holocausts rædsler  oprettede de staten Israel. Størsteparten af den palæstinensiske befolkning flygtede eller blev tvunget ud af den israelske hær, og deres efterkommere er stadig  flygtninge  i nabostaterne.
Den sekulære, arabiske nationalisme dominerede i fx Ægypten, Irak, Syrien og Algeriet frem til 1970’erne. Men da nationalisterne hverken formåede at sejre over Israel eller løse landenes sociale og økonomiske krise, vandt islamistiske bevægelser frem. Islamisternes sejrsgang kulminerede med den blodige borgerkrig i Algeriet 1992-2002 og med angrebet på World Trade Center i 2001. Samtidig blandede Vesten sig nok en gang i Mellemøstens forhold med invasionen i Irak i 2003.
Den politiske og økonomiske krise tiltog i styrke, og i 2011 bredte folkelige protester og oprør sig mod diktaturerne i området. Det nuværende oprør anføres af en bred palet af bevægelser , fra sekulære intellektuelle og unge internetbrugere til erklærede islamister. Og oprøret er i gang, mens vi afholder dette kursus.

Tid: Tirsdag kl. 9.55 -12.05. Begynder tirsdag d. 10. januar 2012 - 12 gange - Sted: Malling sognegård
Lærer: cand. mag. Kai Otto v. Barner


3) KUNSTHISTORIE: FORÅRETS UDSTILLINGER

I 2012 fortsætter vi med at gå på opdagelse i nye og ældre kunstneres værker på landets kunstmuseer. Og sæsonen har virkelig meget at byde på – såvel i København som i Jylland. Statens Museum for Kunst åbner en ny stor udstilling om Hammershøi og Europa.  Man kan også her se værker fra hele den europæiske kunsthistorie i perioden 1300-1800 – fra gotik til romantik. Den Hirschprungske Samling viser os P.S. Krøyer i internationalt lys.
Men også de jyske museer har meget på hjerte: Fra 5. marts udstiller Michael Kvium helt nye værker på Horsens Kunstmuseum. Aros viser til 26. februar Mogens Gissels romantiske geometri, og Silkeborg kunstmuseum afholder en stor særudstilling om Asger Jorn og den spændende belgiske outsider James Ensor. Andre muligheder kan komme på tale- det er op til jer. Vi vil også gå i dybden med nogle af de nævnte kunstnere og sætte deres værker ind i kulturel og historisk sammenhæng.

Tid: Torsdag kl. 9.55 -12.05. Begynder torsdag d. 26. januar 2012 - 10 gange i alt - Sted: Malling sognegård
Lærer: cand. mag. Kai Otto v. Barner

 

 

 

 
Copyright © Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup - Design: VL communication