
Til stede: Helle Nielsen, Jørgen Bak, Kirsten Williams, Louis Rolander, Morten Sejersen og Per Bach.
Afbud: Jørgen Hesselbjerg.
Fraværende: Charlotte Houman.
Under pkt. 1 deltog Steen Gissel, Arkitema og Stephan Sørensen, Reitan Ejendomsudvikling.
Dagsorden:
Ad 1. Stephan Sørensen orienterede om Rema 1000. Rema 1000 driver lokale købmandsbutikker organiseret i en discountkæde med stort vareudvalg. Rema 1000 ønsker at samarbejde med fællesrådene ved etablering af nye butikker og ønsker forretningsudvalgets holdning til etablering af en ny butik i Malling.
Steen Gissel orienterede om det konkrete projekt. Der planlægges en butik på arealet syd for Bredgade og langs Oddervej. Butiksarealet andrager ca. 1050 m2, og der lægges vægt på, at butikken passer ind i omgivelserne. Der planlægges et byggeri af genbrugssten og med græstag. Der planlægges beplantning omkring butikken – der skal ”se pænt ud”. Desuden omfatter projektet et boligområde med ca. 30 rækkehuse i to etager – familieboliger på 120 m2 med flade tage. I tilknytning til butikken etableres en tankstation (Hydro). Der kræves lokalplan. Butikken forventes etableret i sommeren 2012 – boligerne først senere.
Det blev fra forretningsudvalget påpeget, at den øgede trafik kunne give problemer ved Bredgades udmunding i Oddervej. Det er problemer, hvis løsning Rema 1000 gerne bidrager til (økonomisk), såfremt kommunen ønsker det.
Forretningsudvalget har ingen indvendinger imod det fremlagte, der blev karakteriseret som en grov skitse/ foreløbig plan.
Forretningsudvalget afventer udarbejdelsen af lokalplanforslaget.
Ad 2. Der var tilfredshed med forløbet af både fødselsdagskaffen og generalforsamlingen. Der havde været et pænt fremmøde og en god stemning.
Ved fremtidige valg af medlemmer til forretningsudvalget vælges disse ikke én ad gangen, men ved et fælles valg.
Der var ingen bemærkninger til referatet.
Ad 3. Fællesrådet arbejder hovedsageligt med problemer og udviklinger omkring veje, stier, trafik og grønne områder. Forretningsudvalgets medlemmer orienterede om deres interesseområder.
Helle Nielsen blev udpeget som webmaster. Louis Rolander valgtes som referent. Som ”tovholder” til Grundlovsfesten og FU-mødet i august blev Helle Nielsen udpeget. Kirsten Williams er ”tovholder” på julefesten.
Ad 4. Arrangementet d. 9. april forløb godt. God stemning, solen skinnede fra en skyfri himmel, øllene var kolde.
Morten Sejersen oplyste, at der arbejdes videre med træplantningsprojektet, der forventes afsluttet til efteråret. Der er et godt samarbejde med kommunen.
Der kan i lighed med tidligere år søges om blomsterløg hos kommunen. Ansøgningsfristen er d. 6. juni. Der annonceres om muligheden for at få tildelt løg i Fællesbladet. Sagen behandles på næste møde (d. 3. maj). Der kan hos kommunen søges om tilskud til grønne projekter. Kan der etableres en grussti på nordsiden af Kirkebakken? Der er ansøgningsfrist d. 11. august. Morten Sejersen arbejder videre med sagen.
Ad 5. Helle Nielsen er ny ”tovholder” på Grundlovsfesten. Rådmand Laura Hay taler. (pris: udeladt)
Der arbejdes med forskellige muligheder for musikalske indslag. Der træffes endelig beslutning på maj-mødet.
Ad 6. Der havde været møde med 60 deltagere d. 7. april om Malling Plejehjem. Rådmanden og forvaltningens ideer var ikke faldet i forsamlingens smag. Der er indsamlet foreløbigt 700 protester. Der er indkaldt til et nyt møde d. 9. maj. Her deltager Jørgen Bak og Kirsten Williams.
Ad 7. Der er en opdatering af stikortet undervejs. Har Fællesrådet bemærkninger? Svarfristen er d. 15. maj. Morten Sejersen og Per Bach ser på sagen. Er kommunen indstillet på et nyoptryk?
Ad 8. Der skal bakkes op om bevarelsen af Malling Bio! I forbindelse med kulturbyprojektet er der muligheder for økonomisk støtte. Vi vil søge foretræde for Kulturudvalget, når sagen om Malling Bio behandles.
Ad 9. Kommunen arbejder med projektering af den nye genbrugsstation i Malling. Fællesrådet vil gerne involveres i løsningen af problemer omkring tilkørselsforholdene.
Ad 10. Åle Katrines togvogn skal angiveligt befinde sig i Horsens! Vi efterspørger historien.
Ad 11. Kalender:
Ad 12. Der er problemer omkring dyrehold på Engdalsgård.
Hvem rydder op efter stormen? Der er masser af plastikaffald i beplantningen mellem Beder og Malling. Per Bach kontakter kommunen.
Referent: Louis Rolander.